Sæson 2021 Kalender og nytårshilsen fra formanden

Kære Contendersejlere.

I ønskes hermed et godt nytår!

Det er lige over tre måneder siden, I valgte mig som formand. Siden da har vi i bestyrelsen lavet lidt forskelligt for jer. Først det lidt kedeligere papirarbejde med at få styr på målebreve til klubjollerne og afrapportering til DS osv.

Dernæst har vi kigget på den kommende sæson. Og ja, som alt andet ved vi heller ikke hvornår verden igen åbner og der kan sejles kapsejlads som i “gamle dage” (=før marts 2020). Vi planlægger nu alligevel løs.

Indtil videre kan I skrive flg. i kalenderen:
DM i Kerteminde 22.-23. maj
Kieler Woche - 19.-22. juni
VM i Travemünde - 4.-10. juli (Preworlds 2-3. juli)
Aarhus - Sailing Aarhus Week 4.-5. september

Derudover arbejder vi på en træningslejr efter påske (men før første stævne) samt et sent efterårsstævne (ganske som sidst DM lå tidligt på sæsonen).



Bemærk at VM er lige i vores baghave. For os på Sjælland er køreturen jo nærmest kortere end når vi sejler i Aarhus!
Vi har jo sejlet i det farvand før. I 2014 var vi nabobyen Kuhlungsborn og sejle EM. Det var et virkeligt hyggeligt (letvejrs-) stævne, som jo sluttede med en dansk sejr. Jeg husker personligt også stævnet for hyggen på Frank H’s kølbåd, hvor mange af os havde hjemme under stævnet, for fejring af Franks runde fødselsdag, for lokalbefolkningens overdrevne glæde ved at proppe kål i alt, for vægt-testen af Thomas Hernøs landevejstrailer efter et stop i bordershoppen på hjemvejen 🍻🍻🍻, samt at det var første stævne jeg sejlede i DEN-55.

Med disse ord (og anekdoter) håber jeg, at I alle kommer godt ind i det nye år og at vi ses på havet i 2021!

Mvh
Formand Jon