Vindrig, vild, våd weekend i våddragt
2 jyder og 8 københavnere mødtes den 8-9 juni 2024 til træningssamling i Hellerup.
Det var synd for de andre jyder, fynboer og sjællændere, der gik glip af en vindrig, vild, våd weekend i våddragt.
Men nu kan I nyde synet på videoer på youtube.
Lørdag blæste det fra sydvest middelvind fra 8-10 m/s og pust over 15 m/s. Kun små bølger.
Søndag var vinden drejet lidt mere i vest. Middelvinden var på intet tidspunkt under 10 m/s og igen pust over 15 m/s. Kun små bølger.
Lørdag startede vi med en række korte sejladser: 3 minutters start-kryds-læns.
Derefter gik vi over til at træne fart på slør og kryds.
- Slør: Alle mand afsted i trapez på styrbord halse fra trænerbåden, der sejlede uden om feltet og lagde sig som slagmærke. Bomning rundt om trænerbåden og afsted på slør på bagbord halse. Trænerbåden uden om feltet igen. Bomning rundt om trænerbåd. Slør på styrbord halse etc.
- Kryds: Grupper på 2-3 både, som normalt krydser nogenlunde lige hurtigt, startede samtidig og gjorde så alt for hver især at sejle mindst lige så hurtigt og højt som de andre i gruppen. I krydsøvelsen er det vigtigt, at alle får en god start ikke så langt fra hinanden, så man sejler i samme vind.
Begge øvelser kan trænes hjemme fra 2 både og opefter.
Søndag mere farttræning på kryds og slør.
Med de vindstyrker fik vi også trænet at rejse båden igen efter utilsigtede kæntringer og at hænge i en "tepose" (Hænge i trapezwiren uden fodfæste på båden og holde båden sejlende, medens man svømmer/trækker sig tilbage i båden vha skøde eller kick-line).
Efter den træningsweekend er vi helt klar til stævner i blæsevejr.