Contender VM 2014

Dette års Contender-VM sejles i januar 2014 på Lake Macquarie i Australien.

Der varmes op med åbent australsk mesterskab fra den 16 - 18. januar.

VM sejles fra den 19 - 25. januar.

Lake Macquarie er en stor brakvandssø nord for Sydney og syd for Newcastle. Vejrprognoserne på denne tid af året lyder på relativ let vind.


Der sejles to sejladser dagligt på olympisk trekantbane med tre krydsben, to halvvindsben og en platlæns bl.a. for at udnytte contenderens høje hastigheder på halvvind.

Der er tilmeldt 66 Contenderjoller til dette års VM. Heraf er ca.  to tredjedele fra Australien og ca. en tredjedel fra andre verdensdele- primært Europa.

Ingen danskere har valgt at deltage i dette års VM.


I fravær af danskere kan blandt favoritterne til VM titlen nævnes den mangedobbelte verdens- og europamester Andrea Bonezzi, Jono Neate (VM guld 2010) og Marc Bulka (VM bronce 2013) begge fra Australien, Alberto Lambertini, Italien (VM guld i 2012), Simon Mussell fra England (VM sølv i 2013) og Christoph Homeier fra Tyskland (VM bronce i 2010).


Læs mere og følg med  på Contender-VM 2014's hjemmeside

VM i Contender sejles i lige årstal enten i Australien eller Nordamerika. I ulige årstal sejles VM i Europa.


I de lige år, hvor VM sejles oversøisk, sejles der også europamesterskab.

EM sejles i 2014 i uge 31 ved Kühlungsborn ved den tyske Østersøkyst. Her kan forventes stor dansk deltagelse.

VM 2013 film

Den officielle film fra contender VM 2013 på Como-søen Italien er nu offentliggjort og varer ca. 22 minutter.


Contender VM 2013 film

Der er -naturligvis- mange klip med vores danske verdensmester Søren Andreasen.

Men kigger du godt efter, kan du også finde klip med nogle af de andre dansker sejlere f.eks. Per, Henning, Jesper og Martin.

Træningssamling oktober 2013 i Roskilde

 

Video fra træningssamlingen

Fotos fra træningssamlingen

Video og fotos fra sejlfoto.dk 

 


To gange årligt afholder Contender klassen træningssamlinger med coach, fordi det er en sikker måde at løfte alle i klassen.

Sådan fortæller Søren Svarre fra Roskilde. Han fortæller videre:Vi går efter at øge sejlernes indsigt og evner samt at nyde fællesskabet over en weekends koncentreret sejl-samvær.

Sidste weekend lagde Roskilde sejlklub faciliteter til efterårets godt besøgte samling, hvor 49'ernes coach Peter Hansen veloplagt sprang i gummibåden, efter korte og præcise briefinger på land.

Weekendens tema: "Moding" og set-up af jollen.

Ideen var, at øge sejlernes fokus på hvilke kombinationer af fart vs. højde, som giver bedst effekt for den enkelte - bl.a. set i lyset af placering i kapsejladsfeltet og de betingelser, som vind og bølger dikterer.

Med en jolle som planer på kryds, skal der ikke gives afkald på mange graders højde til vinden, før farten øges væsentligt og VMG forbedres ift. blot at "pege højde" uden fart.

Således var jagten denne weekend gået ind på, at vi alle skulle opnå en mere veldefineret fornemmelse for jollens polardiagram.

Heldigvis havde vi valgt en weekend, hvor vindforholdene skabte gode jagtbetingelser. Begge dage startede med let vind som gradvist øgede til frisk vind omkring frokost. Med frisk vind, tørt, relativt fladt vand og 15 grader (vildt sidste i oktober!), kunne man ikke ønske sig meget bedre forhold for Contender træning.

 

Med få år i Contender jollen, bliver jeg stadig overrasket over så ubesværet det er at smække bagdelen ud over jollen - stå i trapezen - og bare nyde en plan jolle skyde gennem vandet.

Oprindeligt troede jeg, at det var for de rå drenge at stå i snoren, men virkeligheden er en anden. Det tager reelt kort tid at blive tryg ved at stå ude på siden af jollen, og jeg har taget mig selv i at nynne og tænke "det var pokkers", at man kan klare frisk vind uden særlig stort besvær og indsats for at sejle jollen fladt.

I Roskilde er jeg ikke den eneste nyankomne til klassen. Faktisk er vi seks nye, som er blevet revet med på vognen af blot en "gammel" Contender sejler. Så nu er vi syv, og flere rumler med tanken.

Det er stærkt vanedannende for lysten til at sejle, når flere river hinanden med.

Vi kan generelt glæde os over, at klassen spænder relativt bredt, og at der således er nogle at måle sig med på mange niveauer. Helt i toppen, må vi alle bare glæde os over, at det pt. skarpeste bench mark findes i det danske felt i form af den regerende danske verdensmester.


Det gør, at man hele tiden har et sted at kigge hen for viden om, hvad der skal til. At forsøge at aflure de bedste og stille spørgsmål må være en essentiel kilde til at opnå fremgang for alle os, som gerne vil blive bedre.

Deltagelse i en træningssamling kræver derfor også, at man tør "spørge dumt" - og at deltagerne er villige til at give viden videre.

Contenderne siger tak til Peter Hansen for super træning og engagement.

Et stort udbytte af træningen blev bl.a. opnået ved en snedig tilrettelæggelse af starterne, inddeling efter niveau og et bane layout med løbende flytning af topmærket, som ofte skabte god samling af feltet og deraf øget udbytte mht. positionering af egen jolle.

Jeg er overbevist om, at alle glæder sig over gode træningsvilkår, godt sammenhold og høj puls i sidste weekend. Døm selv ud fra billeder og video fra samlingen - jeg tror, at de fleste hurtigt vil på bølgerne igen for at nyde det milde efterår.

Sejlerhilsen Søren Svarre

 

Denne artikel har været bragt på www.baadmagasinet.dk og www.minbaad.dk